Jeg ville skifte de nåle der har været rust på. På slæderne kommer det an på hvor rusten sidder. Men du skal få så meget af som muligt, uden at slibe o.s.v.
Hvis du ligefrem kan mærke en lille fordybning i nålene, der hvor rusten har været, så skift dem. Ved strikning kan garnet hænge i.
Du kan. evt. købe en anden maskine til reservedele. Den du har her hører til dem vi kalder "de store maskiner", det betyder at nåle og nålesenge er ens, så du kan bruge nåle fra KH 820-830-840-860 alle modellerne fra og med 820. Du kan også bruge nåle fra KH 900 og opefter, altså de elektroniske. Det samme gør sig gældende for ripapparatet.
Rusten skyldes nok, som du skriver, at der er tisset på maskinen, jeg har bare aldrig hørt eller set, at disse maskiner kan ruste.
Slæderne kommer ikke direkte i forbindelse med garnet, så hvis du kan få delene til at bevæge sig frit, så skulle det kunne virke. Nylonskinnerne for og bag, under slæderne, kan du rengøre med en opvredet klud og lidt opvaskesæbe. Ved brug giver du dem en anelse syrefri olie.
Du må have lidt tålmodighed, til du får hjælp til at stille den op. Jeg fornemmer at du er helt på bar bund, så derfor skriver jeg til dig, som jeg gør. En strikkemaskine er et vidunderligt stykke finmekanisk redskab, som både kan tåle meget og samtidigt er sart.
Jeg ønsker dig mange gode timer med din strikkemaskine.
Hilsen Grethe